Magasinet Viking Kongehallen i Lejre genskabes
Det store vikinge-område Sagnkongernes Verden har modtaget 65 millioner kroner i støtte

Lejre på vej med vikingecenter af internationalt format

22. juni 2015
Med et stort bidrag fra A.P. Møller Fonden ser planerne om et stort vikinge-omåde ved Lejre for nu for alvor ud til at blive realiseret. Sagnlandet Lejre planlægger at opbygge det store aktivitetscenter, "Sagnkongernes Verden" som forventes at komme til at koste 105 millioner kroner, hvoraf aktivitetscentret nu har været heldig at modtage 65 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.

Kongehallen i Lejre

Centralt i vikinge-området bliver en rekonstruktion af den kongehal, som Roskilde Museum gravede ud i 2009. Kongehallen lå ved Gl. Lejre og er den størst kendte bygning fra dansk vikingetid. Den var 60 meter lang, 12 meter bred og havde et samlet beboelsesareal på 600 kvadratmeter. Huset skønnes at have haft ti meter til loftet. Kongehallen menes at være knyttet til kongedynastiet Skjoldungerne, Roar, Helge, Harald Hildetand og Rolf Krake, som angiveligt skulle stamme fra Kong Skjold, og som regerede i den østlige del af Danmark inden Jelling-dynastiet tog magten over hele Danmark.

Med etableringen af Sagnkongernes Verden tager aktivitetscentret skridt til at etablere en vikingeattraktion på Sjælland, som med internationalt format kan supplere det maritime vikingecenter, som det nærliggende Vikingeskibsmuseet i Roskilde i dag udgør. Dermed bliver området omkring Roskilde Fjord et af de helt centrale steder for vikinge-formidling i Danmark.

Overfor Ritzaus Bureau lægger direktør Lars Holten ikke skjul på, at målet er at skabe et Must See for såvel "familien Danmark", skoleeleven og den internationale turist.

 Kongehallen i Lejre, tværsnit

Kongeslægten Skjoldungerne regerede fra Lejre, hvor der udover den store Kongehal er fundet flere andre haller og bygninger samt flere skibssætninger, heriblandt én som var 77 meter lang, og som i 2012 blev genskabt med hjælp fra en stor skare af frivillige. Flere af Vikingeskibsmuseets skibe er opkaldt efter personligheder i Skjoldunge-slægten, heriblandt Roar Ege og Helge Ask.

Sagnlandet Lejre startede i 1964 som et forsøgscenter, hvor der især blev foretaget praktiske forsøg omkring ældre oldtid i stenalder og bronzealder. Det var i mange år kendt som Lejre Forsøgscenter og var et yndet udflugtsmål for skoler på Sjælland. Idéen med at lade nutidsmennesker leve i rekonstruerede miljøer fra fortiden blev også i høj grad udviklet i Lejre. Centret har løbende udviklet sig og skiftede i 2009 navn til Sagnlandet Lejre. Det har i de senere år har haft øget fokus andre tids-epoker herunder også på vikingetiden. Centret har årligt op imod 60.000 besøgende.

Illustrationer velvilligt stillet til rådighed af Sagnlandet Lejre

 Kongehallen i Lejre, indendørs
Ishøj Vikingemarked
holdes altid i september på Ishøj Tange - ikke langt fra kunstmuseet Arken. Markedet er er blandt de vikinge-aktiviteter, som ligger tættest ved København.