Vikingeskib

Tyveriet af guldhornene  

 


 



Guldhornene. Foto: Nationalmuseet

Månedag d. 17. september 2007.

Tidligt i morges brød tyve ind i museet Kongernes Jelling og stjal guldhornene - eller rettere kopierne af guldhornene.

Både museumsverdenen og nationen er i oprør - og med god grund. Selv om guldhornene både er kopier og aldrig kom med i den såkaldte kulturkanon, er der tale om nationale klenodier af helt unik betydning.

Absurd er det til gengæld, at tyvene sandsynligvis er dem, som får mindst ud af tyveriet. De nuværende guldhorn består af forgyldt sølv og er derfor kun af mindre værdi, hvis de smeltes om. Som genstande er de endda næsten usælgelige, da de er kendt overalt.

Omvendt vil Nationalmuseet og filmselskabet COSMO Film kunne se frem til stor succes - især, hvis hornene bliver fundet igen.

Om mindre end en måned har familiefilmen Guldhornene premiere. Filmens figurer er baseret på den succesrige julekalender Jul i Valhal, og markedsføringsværdien af de stjålne guldhorn kan næppe overvurderes.

Nationalmuseet kan imidlertid også se frem til øget besøgstal. I maj åbner museet den nye udstilling Danmarks Oldtid, som har fået over 35 millioner kroner i støtte af Mærsk. Guldhornene vil helt automatisk få en god placering i den nye udstilling, og tyveriet af dem forud for åbningen er stort set den mest effektive markedsføring, Nationalmuseet kunne få. Nationalmuseet har også - umiddelbart efter at filmen om Guldhornene har haft premiere - planlagt at fokusere på guldhornene i efterårsferien.

Årsagen til, at guldhornene var i Jelling, var netop, at der ikke var udstillingsplads til dem i København, mens den nye udstilling bliver gjort klar.

Så selv om både museerne og alle historisk interesserede er grædefærdige og bekymrede, kan vi se frem til øget interesse for historien i den kommende tid. Så opfordringen til tyvene må være: Tak for hjælpen. Vil I ikke nok være søde at aflevere guldhornene igen, så de er klar til udstillingen i foråret.

Også sidste gang guldhornene blev stjålet vakte det opsigt og gav god reklame for oldtiden. Blandt andet skrev en af Danmarks betydeligste digtere Adam Oehlensläger digtet guldhornene med den berømte indledning De higer og søger i gamle bøger .... Desværre smeltede falskmøntneren Niels Heidenreich guldhornene om, så vi for evigt mistede de originale horn.

Efter at guldhornene blev smeltet om, er Tissøringen Danmarks største guldfund. Tissøringen blev imidlertid også stjålet. De skete, mens den var udstillet på Moesgård Museum i 1994. Ringen blev købt tilbage af tyvene for den nette sum af 175.000 kr. Ifølge Århus Stiftstidende var fodboldspilleren Stig Tøfting involveret i bestræbelserne på at skaffe Tissøringen tilbage.

Michael Borgen
redaktør, magasinet Viking

Læs mere om guldhornene i VikingLex