"Vi er stadig chokerede. Kravet fra Irland kom højst overraskende for os. Det virker næsten som et tak-for-sidst med tusind års forsinkelse," udtaler direktør for Vikingeskibsmuseet, Tinna Damgård-Sørensen.
"Lige siden Skuldelev-skibene blev udgravet i 1960'erne har vi jo betragtet dem som ædelstene i den danske kulturarv. Men for Skuldelev 2 gør der sig det særlige gældende, at det er videnskabeligt dokumenteret, at skibet blev bygget nær Dublin. Det nye EU-direktiv, der træder i kraft 1. april i år, giver irerne lovmæssig hjemmel til at kræve vraget leveret tilbage til de retmæssige ejere. I dette tilfælde Irlands Kulturministerium".
"Vi har spurgt EF-domstolen, om ikke det stiller sagen anderledes, at skibet jo givetvis blev bygget af vikinger bosat i Irland. Altså at skibet nok er bygget i Irland, men dog er bygget af mennesker med nordisk blod i årerne. Men EF-domstolen har afvist vores anke med, at egetræet, som skibet er bygget af, blev fældet i skovene nær Dublin og altså er irsk tømmer. Og træets oprindelse tillægges en større vægt i en sag som denne end håndværkernes nationalitet," fortæller Tinna Damgård-Sørensen, som indtil nu har holdt det irske krav hemmeligt.
"Vi har også gjort gældende, at EU's lovgivning umuligt kan have juridisk gyldighed for et skib, der blev bygget i 1042 - cirka 900 år før Romtraktaten blev skrevet. Heller ikke det argument bed på EF-domstolens dommere. Sidst har vi forsøgt at gøre gældende, at skibet blev udgravet i 1960'erne, og at Danmark ikke var medlem af EU eller EF som det hed dengang. Men EF-domstolen fastholder, at direktivet gælder med tilbagevirkende kraft... helt tilbage til vikingetid om det skal være".
Dog tyder meget på, at Vikingeskibsmuseet alligevel får lov at beholde Skuldelev 2-vraget. Vragstumperne er så skrøbelige, at en transport fra Roskilde til Irland sandsynligvis ville gøre en ende på de jordiske rester af det engang så stolte skib. Efter lange og fortrolige forhandlinger mellem Nationalmuseet i Dublin og Vikingeskibsmuseet i Roskilde er parterne nu nået frem til et kompromis.
Når Havhingsten fra Glendalough - der er en tro kopi af Skuldelev 2 - til sommer sejler ud på sit historiske togt fra Roskilde til Dublin, så vil skibets besætning ved ankomsten til Dublin i midten af august overlade Havhingsten til de irske myndigheder.
"Man må sige, at projektet pludselig har taget en noget anden drejning, end det oprindeligt var tænkt. Vi har i 10 år drømt om og planlagt at sejle Havhingsten til Dublin... og hjem igen. Nu bliver resultatet så, at vi nøjes med at sejle skibet til Dublin. Så overdrager vi det til irerne, mod til gengæld at få lov til at beholde vraget af det originale skib, Skuldelev 2".
Ifølge Nationalmuseet i Dublin, vil Havhingsten medio august blive hejst på land med Irlands største kran og sidenhen udstillet på Collins Barracks, en tidligere kaserne som i dag er en del af nationalmuseet.
"Det, der skulle have været en festdag søndag den 1. juli, er nu i stedet en sorgens dag, hvor vi skal tage afsked med Havhingsten for altid. Det er et hårdt slag for Vikingeskibsmuseet, men det er også et stort tab for Roskilde, ja for hele Danmark. Roskilde mister et vartegn - det er jo næsten, som var Roskilde Domkirke styrtet i grus. Og Danmark må vinke farvel til verdens største rekonstruktion af et vikingeskib - og det bare et år efter at Havhingsten blev en del af vores umistelige kulturarv i den såkaldte kulturkanon".
Ifølge Tinna Damgård-Sørensen har Vikingeskibsmuseet dog ikke tænkt sig at bøje nakken. På Nationalmuseet i Dublin er der udstillet en række økser og smykker fra vikingetid, som Vikingeskibsmuseet nu vil kræve tilbage til Danmark. Også et nyligt skibsfund i Dublin har påkaldt sig Vikingeskibsmuseets opmærksomhed.
"Godt nok tyder meget på, at skibsvraget ikke er fra vikingetid, men fra middelalderen. Men skibet er klinkbygget, en byggemetode som stammer fra vikingerne. Og alene det faktum mener vi, er nok til med EU-direktivet i hånden at kræve skibet udleveret til Danmark som en del af vores umistelige kulturarv," slutter Tinna Damgård-Sørensen.
Af: Henrik Kastoft