En anderledes sportsgren er under udvikling. De kæmper på liv og død - men konkurrerer ikke

På en åben plads i Riis Skov i Århus kan man hver søndag se en gruppe mennesker, som udfører langsomme Tai Chi-agtige bevægelser. De fleste har almindelige træningsdragter eller cowboy-bukser på. Alligevel stopper flere af skovens løbere og kigger undrende, for i hænderne bærer de sværd, økser og spyd.

Det er krigergruppen Asks træningsdag. De fleste af de kæmpende er mænd, men der er også kvindelige medlemmer, og en af gruppens stiftere - Ellen Conijn - er stadig formand for kampgruppen. Hun er 36 år, sygeplejerske og mor til to døtre.

Krigerparret Ellen og Ruud under træning i Riis Skov i det nordlige Århus

Sammen med tre andre fritidsvikinger stiftede hun for 13 år siden Danmarks første vikinge-kampgruppe Ask. Oprindelig interesserede hun sig mere for islandske heste og håndværk, men inspireret af blandt andet engelske kampgrupper, blev hun stadig mere fanget af kampteknik.

Det blev også i kamp, at hun mødte sin mand, hollænderen Ruud Conijn. De mødtes som medlem af hver sin front under The Battle of Hastings, en rekonstruktion af Vilhelm Erobrerens invasion af England i 1066.

- Og den gang fik han tæsk! understreger Ellen stolt men indrømmer samtidig, at det med årene er blevet sværere at besejre husbonden.

Koordinerer Moesgård
Ruud Conijn har trænet meget, siden han først mødte sin kone. Den interesse for vikingekamp han fangede i England, førte han med sig til Nederlandene og med over i Ellens gruppe Ask, da han flyttede til Danmark.

Logoet for Vikingekampgruppen Ask er inspireret af maskestenen som står på Moesgård Museum i Århus

I dag er han også en af Danmarks seks såkaldte Jomsvikinger, og han har også været den som koordinerede kampene under Moesgård Vikingetræf på Moesgård Strand.

Slaget ved Moesgård regnes blandt de vigtigste kampe i Vesteuropa, og der er konkurrence blandt kampgrupperne om at få lov at deltage. Sidste år deltog 230 vikingekrigere i kampene, som udover de spektakulære publikum-rettede scenerier omfatter meget træning og kamp i områdets skove.

Hovedparten af de 20.000 besøgende på markedet opfatter givetvis kampene som indstuderet teater, men sådan er det ikke for krigerne. Her er der reel krig og vilje til at vinde. Ruud har en stor opgave i at dele kampgrupperne op i fronter, som er nogenlunde lige stærke.

Vestlig og østlig stil
Selv om kampene ligner blodig kaos, er der faste regler. Moesgård er Europas ældste vikingemarked og har samtidig et af de største slag, og derfor har reglerne herfra haft nogen indflydelse på den kampstil, som benyttes i Vesteuropa.

På den anden side af Østersøen i Polen og Rusland kæmpes i en østlig stil, som er hårdere og indebærer langt større risiko for skader.

Det er dog mest på de større slagmarker som Moesgård og Trelleborg, at der kæmpes efter sportslige regler. Mange steder optræder Ask og andre kampgrupper med nogle få krigere, og her er det mere show end kamp.

Show-kampene er heller ikke planlagt eller koreograferet, men der er ikke på samme måde spænding om resultatet. Nogle gange er det endda afgjort på forhånd. Ellen holder meget af de fornøjelige show-kampe, mens hendes mand Ruud klart foretrækker de store liniekampe, hvor to vikingehære står overfor hinanden uden at kende resultatet af dysten.

Ingen af de danske krigere bruger skarpe våben. Sværd, spyd og økser er af stål, men de har sløv æg.

Vikingekamp er dog en sport i udvikling. Der er stadig ikke udviklet en helt ensartet standard mellem de forskellige kampgrupper, og kampgrupperne rundt om i Europa er også ret forskellige.

Ingen mesterskaber
Der er heller ikke nogen mesterskaber med udpegning af Danmarksmestre eller Europamestre. Man udkæmper kampene, hoverer måske lidt overfor taberne, men går i øvrigt ikke særlig højt op i konkurrenceelementet.

Kampen som show stammer fra Storbritannien, som har et utal af forskellige kamp- og entactment-grupper. Mange dyrker det dog som en slags skuespil, og ifølge Ruud og Ellen er der også en helt anderledes omgangstone i mange af de engelske kampgrupper. Enkelte steder kan man få fornemmelsen af, at valget har stået mellem en kampgruppe eller medlemskab af en hooligan- eller rocker-gruppe.

Omvendt i for eksempel Sverige, hvor der nogle steder er en mere akademisk/historisk tilgang til vikingekamp, end der er i Danmark.

Ligner andre sportsklubber
I Ask går udviklingen stadig mere i retning af modellen fra traditionelle danske sports- og interesseforeninger. Ellen forklarer det med, at Ask har været igennem en udvikling, hvor det blev nødvendigt for at komme videre rent organisatorisk.

- I starten var vi en lille sammentømret gruppe som slet ikke var interesseret i at få nye medlemmer. Men vi blev ældre. Folk blev husejere og forældre, og Ask fik en nedgangs-periode, hvor vi ikke havde kræfter til noget. Vi måtte simpelthen erkende, at der skulle et nyt vækstlag til, hvis gruppen skulle drives videre.

I dag har Ask 45 medlemmer, heraf 6-7 kvinder, og medlemmerne ser lyst på gruppens mulighed for at gøre sig gældende i kampverdenen, blandt andet fordi der i de senere år er kommet mange nye medlemmer med både talent og vilje.

Flere er kommet fra rollespils-verdenen og glæder sig over, at man i vikingeverdenen kan kæmpe med rigtigt stål og ikke blot med skum-sværd.

Læs også om:

Danske vikingekamp-grupper og regler for vikingekamp